"Credo" (1992-93)
Mezzosop., cl.,vcl.,pno./ Dur. ca. 20 min.
Skrevet til og uropført af studerende på konservatoriets performerlinje under Musikhøst 18/11/93/
EWH
Klik på nedenstående "sound" for at høre Sanctus-satsen. Fra en Credo-opførelse med studerende fra Det Fynske Musikkonservatorium
Credo - Dramatisk Messe
I Kyrie (anråbelse)- Indagatore
II Gloria (bekræftelse) - Risoluto Giubilante, ma con inquietezza
III Credo (anfægtelse) - Problematico con drama
IV Sanctus (hellig dans) - Calmo e sereno, - quasi una danza sacra
V Benedictus (besværgelse)- Sospeso
VI Agnus Dei (afmagt) - Senza espressione
Anmeldelser
- Ole Lauritzen - Fyn Stiftstidende 20/11/93
"Og endda ventede der os en stærk oplevelse: Svend Hvidtfelt Nielsens Credo (Jeg tror), en dramatisering af den gamle latinske messetekst. Hele vejen igennem på 20 minutter. Det blev en utrolig stærk beskrivelse af det tvivlende, søgende menneske, der gerne vil tro. Slider med at overbevise sig selv om, at der er en mening. Forløsningen anes i slutningens Dona nobis pacem (giv os fred), men tvivlen nager, da hun putter sig. [..] Credo er en triumf for Svend Hvidtfelt som dramatisk komponist.
- John Christiansen, Jyllandsposten 20/11/93
- Teresa Waskowska, Politiken 24/07/94
Hallgjerd Aksnes Dansk Musik Tidsskrift nr. 4 1993-1994
"Tidligere på dagen og desværre før min ankomst havde Svend Hvidtfelt Nielsen fået uropført en dramatisk messe "Credo", med mezzosopranen Anna Börjeson, og det blev af mange betegnet som en betydelig begivenhed.
"Den garvede klarinetmand Jens Schou stod i spidsen for gruppens opførelse af Svend Hvidtfelt Nielsens Credo, og det blev en succes. Præcision, spændstighed og dramatisk bid var kendetegn i en opførelse, der også bød på lysvirkninger og kropslig udfoldelse."
Endelig fik SHN også uropført den dramatiske messe Credo for mezzosopran, klarinet, cello og klaver. Værket blev opført af studenter ved DFM's nye musiker-performer-linje, og jeg vil specielt hylde sangeren Anna Börjeson for sin troværdige tolkning af menneskets kamp for at artikulere sig selv og sin tro - en kamp som faktisk kunne minde om Je ne me tairai jamais. Jamais.; dog med andre virkemidler. SHN gjorde et dristigt eksperiment ved at levendegøre en tekst, som ofte blot fungerer som et gennemsigtigt medium for musikken, og jeg synes det fungerede specielt godt i det kæmpende åbningsparti. Midterpartiets ubesværede Sanctus balancerede hårfint på grænsen til naivitet - men lykken varede ikke længe - sangeren faldt tilbage til åbningens afmagtsfølelse
Programnote
Credo for mezzosopran, klarinet, cello og klaver (1992 93), er skrevet til de studerende på Det fynske Musikkonservatoriums særlige musiker performer linie anno 1992 93. Med Credo har jeg kastet mig ud på de syv favne vand med kun avispapir som redningsplanke! At forsøge at tænke de seks messeled som en dramatisk proces synes som at slå sig selv for munden, eftersom teksten jo er rituelt og ikke dramatisk betinget og tilmed på latin!
Ikke desto mindre udspringer hele værket af netop en dramatisk tekstoplevelse. I mine øjne rummer hvert led sine helt specielle formuleringer af spørgsmål, håb og (mis)tro. Tilsammen danner disse led for mig en proces, der går fra søgen efter holdepunkt over leflen for det vedtagne og tvivl transformeret til overmod, til en oplevelse af livets sårbarhed. Og med denne oplevelse en hvilen i nuet. Det er altså ikke kun et spørgsmål om tro i religiøs forstand, men lige så meget et generelt problem vedrørende tro på dagligdagens gøremål, ja, i bund og grund et spørgsmål om at tro på sig selv, som er på tapetet. Og min smule livserfaring (jeg er jo den unge perspektiverende) er, at en sådan tro skal tilkæmpes dagligt.
SHN 1993.
"Credo" (1992-93)
Mezzosop., cl.,vcl.,pno./ Dur. ca. 20 min.
Written for and premiered by students at the Carl Nielsen Academy Odense under Musikhøst 18/11/93/
EWH
Toggle "sound" to hear the Sanctus-movement from a Credo-performance with students from the Carl Nielsen Academy, Odense
Programnote
-
Credo is an attempt to dramatize a totally undramatic liturgical text. Nevertheless I feel a dramatic tension, and a medium for expressing the doubts and inner conflicts of the modern man, believer as well as non-believer. The five sections of the high mass forms for me a perfect movement from trying to believe (Kyrie) to the convinced believing (Gloria) to a conviction breaking down - under pressure of too many words? - (Credo) to a sacred dance, almost in trance (Sanctus), which of course cannot be sustained. The dancer collapses in the "benedictus"- part and comes out hopeless or reassured in the concluding Agnus Dei.
