Anmeldelser

• Teresa Waskovska Larsen Politiken 88

  En total modsætning hertil var Svend Hvidtfelt Nielsens fokusering på sarte udklange og fine accentueringer, der kastede funklende lys over den delikat vibrerende substans. Stykket hedder 'Those Splinters of Ice' og i den reviderede version blev den også uropført ved koncerten søndag. Ophavsmanden kommer vi nok til at høre mere om. Hans velskabte klangminiature var et bud om et talent i udvikling.

• Eva Hvidt Kristeligt Dagblad 28/11/91

  Flot og velklingende og skrevet udfra et fast mønster af melodi og tempo, der først manifesterede sig i en vild toccata siden lagde sig som overlejrede ekkoer over hinanden.

• Hallgjerd Aksnes Dansk Musik Tidsskrift Nr. 4 1993-1994 (om Musikhøst)

Ellers gjorde Gert Sørensens nye version af SHN's Those Splinters of Ice for vibrafon stort indtryk; ved hjælp af live-elektronik opnåede slagtøjsspilleren en effektfuld klangudvidelse. Musikken var lige så billedskabende, som titlen kunne antyde - en smuk og forunderlig verden af kulde, is og vind.

Programnote

Titlen er affødt af instrumentets klang, der for mig vækker associationer rækkende fra kolde istappedryp til uudgrundelige gletcherhuler. Første dels vilde toccata opstår af et net af melodilinjer i forskellige tempi, som i værkets roligere anden del af værket står frem som en sfærisk drømmemusik. Eller noget helt andet.
SHN 1988

Programnote

The title refers to the sound of the instrument. And is actually a quotation (or semi-quotation, I don't know any longer)from a song by Duran-Duran. I think it's from the album "Rio". Not that it means anything in relation to my vibraphone-piece. It just sounded right. The piece opens wild and fiercely (as I have done so offent since then) with a toccata-sounding part, which really is made of a network of melodilines in different tempi. The repeted notes are put in the places without one of these melodytones. The music fades out (again -like almost allways in my music - a big sigh for lack of imagination)and the melodylines becomes clearer. Or as a critic (Eva Hvidt)has put it: "Impressive, nice-sounding and written upon a matrix of meldy and tempo, which first manifested itself in a wild toccata and later laid itself as overlayering echoes over one another."
SHN 2008