"...Into the Black" (1994)

cl.basso, bsn., pno./ dur. ca. 10 min./ Skrevet til og uropført af Glinka-trioen 24/11/94 på MUSIKHØST  EWH  DACAPO 8.224079

| Diskografi | Værkfortegnelse| CD-Anmeldelser | Programnote | Sound | In English

"...Into the Black" - an executional procession

"once you're gone
you can't come back,
when you're out of the blue
into the black..."
(Neil Young - 'Live Rust', 1979)

Skrevet på opfordring af Ingo Schauser (Glinka-trioen)


Diskografi

    Indspillet på: Svend Hvidtfelt Nielsen/ Danish Chamber Players: "Into the Black" (DACAPO 8.224079)
    og
    Book of Motion - Det Fynske Musikkonservatorium 1999

    Klik på sound for at høre det første minuts tid fra sidstnævnte indspilning (Bente Stenger,cl., Christina Andersen,bsn., Berit Juul Rasmussen, pno.).
    Klik her for at høre Storstrøms Kammerorkester.

    Andre indspillede værker

Tilbage

Steen Chr. Steensen | Anders Beyer | Jens Hesselager | Jørgen Lekfeldt

Anmeldelse af CD'en Into the Black

    Steen Chr. Steensen Berlingske Tidende 10/07/98

    Storstrøms Kammerensemble musicerer på et højt plan under ledelse af dirigenten Henrik Vagn Christensen, og der er nok at holde styr på. Svend Hvidtfelt Nielsen – født 1958 og elev af bl.a. Per Nørgård – er en meget materialebevidst komponist, og han arbejder om og om igen med de samme ideér for at undersøge, hvad de kan give fra sig af nye oplevelser. Det er spændende at følge Hvidtfelt Nielsen i denne proces, især når han som i værker som ”Flowerfall” og ”Into the Black” arbejder koncentreret med flere lag, så både fornemmelsen af form og tid bliver forskubbet.[…]Der er en bestandig søgen i Hvidtfelt Nielsens musik, og den giver ikke altid et kontant resultat her og nu – man må selv anstrenge sig for at være med – men lytter man mange gange (og det giver CD’-en jo rigelig mulighed for) så åbner musikken for nye perspektiver undervejs. Sådan som den ny musik gør når den er mest spændende.

    Tilbage

    Anders Beyer Information 14/01/98

    Svend Hvidtfelt Nielsens musik kan høres på en ny cd. Den første portræt-udgivelse med komponistens musik er kommet på plademærket dacapo (8.224079).

    Det er Storstrøms Kammerensemble under Henrik Vagn Christensen, der spiller Hvidtfelt Nielsens musik for kammerensemble. Musikken lyder godt, ikke mindst værket Flowerfall fra 1993, hvilket selvfølgelig hænger sammen med, at musikken er godt komponeret. Men det hænger også sammen med, at der er arbejdet med lyden. Dette i et omfang, der gør det rimeligt at gøre opmærksom på tilstedeværelsen af en producer og en lydteknikker.[..]

    Hvidtfelt Nielsen er inspireret af de nære musikalske omgivelser, hvilket ikke betyder at musikken er provinsiel. Værkerne Flowerfall, Into the Black, Serenade, White Light og Crossing Styx, kredser om de same stærke billedskabende udtryk. Her har stilheden sin naturlige plads, gentagelsen hører også med, melodierne er naturlige, udmålingen af skønheden en klar mulighed.

    Tilbage

    Jens Hesselager Dansk Musik Tidsskrift nr. 7 1997-1998

    Into the Black er titlen både på et af værkerne her på cd'en og hele cd'ens titel og, som mange vil vide, et citat fra rockmusikeren, syrehovedet og punkens gudfader, Neil Young. Lånet er et blandt flere eksempler på at Svend Hvidtfelt Nielsen gerne skæver til rockmusikken og gør eksplicit opmærksom på det. Et andet eksempel her er præsentationen af nærværende cd som et slags koncept-album - fem værker, der både er selvstændige stykker og tænkt sammen til en helhed. Evt., foreslås det, en helhed, hvor lytteren frit kan sammensætte rækkefølgen af de enkelte 'numre' og derved danne sit eget forløb - koncept-albumstanken, der i sin tid var rock-musikkens forsøg på at tilegne sig kunstmusikkens værk-begreb, nu lånt tilbage, yderligere sofistikeret som åbent værk. Men det er nu ikke fordi rock har særlig meget - om noget - at gøre med Svend Hvidtfelt Nielsens musik. Den hører til i forlængelse af den hjemlige kompositionsmusiks udvikling især igennem de sidste ca. 20 år. Per Nørgård, Bent Sørensen, Hans Abrahamsen m.fl. er måske ikke komponister, Hvidtfelt er vokset op med i sin tidligste ungdom - for det synes at være Neil Young og Lou Reed og sådanne - men komponister hvis musik i dag er ham inderligt bekendt og som danner det selvfølgelige udgangspunkt for hans egne musikalske tankebaner. Det er en tradition, der leverer forbillederne både hvad angår kompositionsteknikker og udtrykssfærer, fx bestræbelser på at skabe den samtidige usamtidighed: de mange lag af heterogene (og dog sammenhørende) tids- og rumfornemmelser, der tvinges ind i et og samme moment, som hos Nørgård, og samtidig bestræbelser på at ramme ind i en præcis poetisk nuance som hos Abrahamsen eller Sørensen. Flowerfall fra 1993 og Serenade fra 1990-91 er på den måde dansk tradition så det basker. Hvorfor så allusionerne til rockmusikken? I håb om at noget af rockmusikkens aura og dens tilsyneladende uproblematiske forhold til sig selv og sit publikum smitter af? Eller et forsøg på at finde frem til en poetik, der ikke bare er fintmærkende, lyrisk, men også indarbejder et element af råhed? Et værn mod de nedarvede tankebilleders indavl, et forsøg på at markere et generationsskifte? Jeg synes de mange henvisninger til rockmusikken er overspillede og virker en anelse påtagede i Hvidtfelt Nielsens titler og programnoter, men tendensen til motivforskydning fra blomster, haver og skygger til en grovere verden, med rocklyrik citater som programmatisk rettesnor, har da visse paralleller i musikken. De to beslægtede stykker, Into the Black og Crossing Styx, inddrager mørklægning og til tider aggressivitet som stemningstemaer, men uden at forlade den grundlæggende lyriske tilgang, som fx høres i Flowerfall. White Light fra 1994 gør for det høje leje, hvad Into the Black og Crossing Styx gjorde for bundregisteret. Hvor lyset spillede vemodigt i et spindelvæv installeres nu torturlampen - et blændende, stacceret og rytmisk pågående tonevæv i stedet for det skønhedssøgende filligran i det høje leje, som vi måske efterhånden kender for godt. Into the Black - cd'en - vidner om avanceret kompositorisk håndelag, om en tradition for sofistikeret dansk ensemblekunst, om Storstrøms Kammerensembles indforståede arbejde med den tradition og måske også om et forsøg på at videreudvikle et lyrisk-musikalsk sprog, der fokuserer på nogle bestemte forskydninger i traditionen, men uden at slippe den, uden opgør.

    Ovenstående anmeldelse, hvor korrekt og rammende den muligvis end er, ansporede mig til en respons. Den kan læses her.

    Tilbage

Anmeldelse af indspilningen på "Book of Motion"

Jørgen Lekfeldt Dansk Musik Tidsskrift nr. 2 2000-2001

    Book of Motion. Svend Hvidtfelt Nielsen: Into the Black; Carl Nielsen: Tre Klaverstykker op. 59; Erik Norby: 5 sange til digte af Paul la Cour; Poul Ruders: Star-Prelude and Love-Fugue; Lars Graugaard: First Book of Motion. Bente Stenger Gram, Christina Andersen, Berit Juul Rasmussen, Tomoko Takanashi, Kristine Becker Lund, Marilyn Mazur og Det Fynske Musikkonservatoriums Sinfo-nietta, dir. Flemming Vistisen. Det Fynske Musikkonservatorium 1999. Denne cd er udgivet i anledning af Det Fynske Musikkonservatoriums 70 års jubilæum i 1999. Ifølge noten af rektor Bertel Krarup afspejler den "enkelte af det seneste års koncerter og dokumenterer den nære tilknytning til dansk musik fra Carl Nielsen til Lars Graugaard". Dette sker da også på udmærket vis, idet samtlige medvirkende (bortset fra Marilyn Mazur og Flemming Vistisen) er nuværende eller forhenværende studerende på konservatoriet. Svend Hvidtfelt Nielsens Into the Black (1994)er virkelig, som titlen angiver, et mørkt og dystert værk, ifølge komponisten selv "en procession mod skafottet - med efterfølgende kig ind til det hinsides". Og præcis sådan lyder det da også med mumlende og brummende fagot og klarinet og tordnende domme-dagsbrag i klaveret. Enkelt og effektfuldt - som hos Indra Rise, hvis værk Pictures of Childhood også anmeldes i dette nr. af DMT, er det egentlig barndommens land med mareridtet, man ikke kan vågne af, vi her betræder! Det spilles storartet af Bente Stenger Gram, Christina Andersen og Berit Juul Rasmussen


Programnote

    "Once you're gone you can't come back, when you're out of the blue and into the black". Disse ord fra en Neil Youngsang ("Out of the blue- into the black") har altid haft en særlig genklang hos mig. Væk er væk og sådan er det. Ikke så meget bøvl. Og også: hvor er det trist....
    Og så også spændende. Hvad er dette sorte som man forsvinder i? Hvordan lyder det? Hvad kan man finde der? Det er et musikalsk sted jeg blev så fascineret af, at jeg tog det op igen i "Over Styx" fra 1995
    Jeg har altid drømt om, at man umiddelbart inden stykket spilles hører Neil Young synge de ovenfor citerede ord, gerne lidt forvrænget som fra en tidlig dansk film. Værket er et af mine mest spillede, og jeg synes også selv det har sin helt egen atmosfære: Omkring dybe klaverakkorder, der langsomt udvikler en lang rytmestreng udvikler fagot og basklarinet hver deres melodiske linjer, nogle gange ved siden af hinanden, andre gange sammen.
    SHN 1994-2008

    Tilbage


"...Into the Black" (1994)

cl.basso, bsn., pno./ dur. ca. 10 min./ Written for and premiered by the Glinka-Trio 24/11/94 at MUSIKHØST  EWH  DACAPO 8.224079

| Discografi | Catalogue of Works | Programnote | Sound

"...Into the Black" - an executional procession

"once you're gone
you can't come back,
when you're out of the blue
into the black..." (Neil Young - 'Live Rust', 1979)

Discografi

    Recording: Svend Hvidtfelt Nielsen/ Danish Chamber Players: "Into the Black" (DACAPO 8.224079)

    and
    Book of Motion - The Carl Nielsen Academy of Music Odense

    Toggle sound to hear the first minutes music of the latter recording. Toggle here to hear The Danish Chamberplayers.

    Other recorded works

Programnote

    "Once you're gone you can't come back, when you're out of the blue and into the black". These words of Neil Young from a song I think was called "Out of the blue- into the black" has always had a very strong impact on me. The blackness of the song appealed to me. What was it like? What could one find there? When I was asked to write a piece for piano, bassoon and clarinet I therefore immediately knew that the clarinet had to be a bass-clarinet, because know I had the chance to explore this blackness.
    The piece unfolds like a procession - maybe from the prison cell to the hangman's rope - over a repetitive, continuously varied chord rhythm in the piano around which clarinet and bassoon develop their melodic lines.
    Svend Hvidtfelt Nielsen 1994

Back


 Svend Hvidtfelt Nielsen