Teateranmelder v. Frederiksborg Amtsavis Knud Cornelius skriver:

Som Per Nørgård har sin Adolf Wölfli, har Svend Hvidtfelt Nielsen sin William Rostrup. Medens Wölfli var virkelig, er Rostrup-figuren fantasi, udsprunget af den amerikanske forfatter Henry Kuttners livslange optagethed af science fiction og væsener fra andre tænkelige kloder og kulturer.
Men der er lighedspunkter.
Kuttner, der døde i 1958, skabte sammen med sin kone et mylder af fantastiske fortællinger i den epoke, da tekniske fremskridt førte litteraturen med ud mod galakserne. Henry Kuttner skal endda have skrevet de sidste 300 ord i en af Ray Bradburys romaner, så historien kunne gå op, men det er en helt anden snak.....
William Rostrup er ikke et sært grønt væsen eller sådan noget. Han kunne være den indesluttede mand i nabolaget, ham man aldrig kommer rigtigt i kontakt med, fordi der rumsterer så meget i hans hoved, at han ikke overkommer at få hverdagen omkring sig presset derind også. Han kan huske, at han har ligget i spændetrøje, men ikke rigtigt hvorfor. Ubehaget er ved at gøre ham gal, men som 61-årig er han nu nået så langt, at han forstår, han er vanvittig.- men forstår vi andre det? Og hvordan skal han få gjort opmærksom på, at han ved, at han er gal?
Netop som vi danskere diskuterer, om varigt sindslidende burde medicineres og dermed gøres apatisk fredsommelige, sådan som man valgte at gøre for årtier siden, dukker denne William Rostrup op på operascenen - en hverdagsmand i dagligtøj, selvsnakker og sin egen skygge. Det vigtigste for ham er at forstå, hvorfor hans liv blev sådan. Publikum sidder velbjerget og følger med, medens han kæmper med sine ulykkelige skrig. Han er vel også et menneske! Hvorfor kan han så ikke få en pinefri menneskelig tilværelse?
Svend Hvidtfelt Nielsens musik indeholder både enkle temaer og et righoldigt lydspor, der perfekt svarer til den urolige rumsteren i hovedpersonens hoved. Der er på en måde både frihed og spændetrøje i musikken, som Niels Pihl tolker med overbevisende kunnen, uafladeligt i kamp med den truende skygge, der vokser sig stor på den klinisk rene skærmvæg bag ham. Jan Maagaard har diskret og sikkert kontrolleret mimik og gestik, så opførelsen samlet gør stærkt indtryk.
Umiddelbart efter opførelsen inviterer Niels Pihl til en snak over rækkerne med publikum, der intenst har fulgt "De profundis". Historien kan komme ganske tæt på den enkelte. Der er tale om et vellykket kunstnerisk udtryk for en såre menneskelig tilstand: Jeg ved, jeg er gal - hvad tror de andre?

"Sindsygens sang sidder lige i skabet", Henrik Friis, Politiken 4/4/11

Niels Pihl fejrer sit 50-års jubilæum som operasanger på alternative scener - kun i selskab med en overheadprojektor, turbulente lydeffekter og en hård psykose.

Det rabler for manden med det kakifarvede jakkesæt og maosutter. Han er åbenhjertig, taler klart og hurtigt, men bryder hele tiden ud i hysterisk sang. Ord som sindsyg, straf og synd får han kun frem syngende eller skrigende som brudstykker af en vanvidsscene i en opera. Han påstår, han er besat, men både for ham selv og publikum er det umuligt at afgøre, om det er fremtidsvæsner, der bruger hans hjerne som et medium, eller om han er psykotisk. Og hvem kan i virkeligheden kende forskel?
Musikteatret Undergrunden spiller altid opera i det små, men med 'De Profundis' er genren barberet ned til sin mindste størrelse. En mand fortæller sin historie på tre kvarter i samspil med en hob af elektroniske, båndede lydeffekter. Scenografien er kun en overheadprojektor, der giver anstaltens skærende lys, og så et ringbind, hvor manden har kradset fragmenter af sit lange behandlingsforløb skråstreg besættelse af væsner fra fremtiden ned.
Det er enkelt og effektivt, og 68-årige Niels Pihl, der med forestillingen markerer 50-året for sin operakarrieres begyndelse, er rigtig god tilk at fremstille denne meget sammensatte og lidende person.
Han tager sig til hovedet og bliver bange for sin skygge. Med falsetstemme kommer han i dialog med de væsner, der har besat ham, og med basstemme i konflikt med lægerne, dvs. de objektive og kliniske autoriteter, der vil hjælpe manden væk fra den, han synes, han er. Skiftevis er han ulykelig, rablende, salig, ydmyg og i mental og fysisk spændetrøje. Hele tiden i pendul mellem grimsang, skønsang, talesang og maniske forklaringer.

SVEND HVIDTFELT NIELSEN har begået både musik og tekst på baggrund af sci-fi-forfatteren Henry Kuttners novelle fra 1953 'De Profundis' eller 'Jeg råber fra dybet', som de indledende ord fra Salme 130 i Bibelen kan oversættes til. Hvidtfelt har tidligere haft pæn succes med nye operaer i Odense og Aarhus, men har der brugt sin normalt rytmisk flimrende musik som lydside.
Den gang er musikken skrabet helt væk og erstattet at mere eller mindre genkendelige lyde, der illustrerer den dominerende tekst. Fuglefløjt, en ringende klokke, der lyder som noget, man har i hovedet, en hvislen som et nervesystem eller hjerteslag, der løber løbsk.
Det fungerer fint. Men det er ikke en gakket tekst. Fortællingen er sådan set ligetil - emnet taget i betragtning. Ud over på operafestivaler, som f.eks. i Aalborg for nylig, spiller Teatret Undergrunden på alternative steder som SIND-foreninger med pårørende og sindslidende som publikum. Operaen bliver derfor altid debatteret umiddelbart efter med Niels Pihl.
En mand med diagnosen paranoid-skizofren kaldte efterfølgende i Literaturhaus Pihls fremstilling af den tilstand "lige i skabet", og det må man jo tage for pålydende. Det er opera og derfor pr. definition uvirkeligt og overdrevet. Og i den forstand måske perfekt til at skabe en form for virkelighed lige præcis i dette tilfælde.
Henrik Friis

Tilbage

---