Den Lille Havfrue (1999-2000)

Anmeldelser

• Svend Erik Sørensen Fyns Stiftstidende 11/05/00

  Komponisten Svend Hvidtfelt Nielsen og lyriker Naja Aidts nye opera ”Den lille Havfrue”, som havde urpremiere tirsdag aften i Den fynske Opera er intet mindre end et lille mesterværk.
  En stramt komponeret kammeropera, en opera med masser af musik og masser af ensemblespil, men ikke en opera, hvor en enkelt præstation overstrålede andre, eller hvor showstoppers stjal al opmærksomhed.
  Den musikalske kraft lå i orkestret med sangerne som soloinstrumenter, men det var på trods af kompleks musik forholdsvis sangbare og tonale temaer, de leverede.
  Når den rent musikalske del blev så vellykket skyldtes det ikke mindst en fremragende libretto, lige så stramt og præcis skabt som musikken. Det var digterord, der kunne holde, og ikke tomme postulater. Og det var musik, som afspejlede disse ord langt ind i og dybt ned i den menneskelige sjæl og psyke.

  Kompleks forestilling

  Til trods for, at operaen som helhed fremstod med stor enkel- og klarhed, var det alligevel en yderst kompleks forestilling. Selv i det lille ensemble på kun 10 musikere var der et væld af musikalsk opfindsomhed, originalitet og modsat rettede indfald. Til tider var der tale om så avanceret kontrapunktik og frodig flydende polyfoni, at det kunne lede tanken hen på Bachs fugakunst.
  Operaen omfattede to musikalske universer, havfrueverdenen og menneskeverdenen.
  Havfrueverdenen var strømmende, boblende, hvirvlende – blødt, smidigt uden skarpe konturer/synkoper. I menneksenes verden var det lige omvendt, her var et skarpt, synkoperet og langt mere dramatisk tonesprog.

  Forlængelse af Ravel

  Hvis jeg skulle karakterisere musikken, var den stærkt impressionistisk som en slags forlængelse eller modernisering af Debussys og Ravels tonesprog, navnlig i første akt.
  I anden akt blev Svend Hvidtfelt Nielsens musik mere åben dramatisk og dristig. F.eks nogle lange meget vellykkede passager med sang uden orkester. [….]
  Slår man ører og sind ud, er det et sandt lille mesterværk, som det er værd at slide på også i fremtiden – om end jeg tror, at denne opera altid vil stå og falde med dirigenten.

  
  

• Steen Chr. Steensen Berlingske Tidende 11/05/00

  [..] var der meget at glæde sig over i Svend Hvidtfelt Nielsens musik. Musik til havfruerne med treklangsbrydninger i det uendelige og klange a la Debussy, medens prinsens jordiske rige stod markant rytmisk og aggressivt som en kontrast.

• Gregers Dirckinck-Holmfeld Ekstra Bladet 11/05/00

  Det er en styrke hos Hvidtfelt, at tekst og sangstemme ikke kvæles af orkestret. Heller ikke i de mere hårdtslående scener på prinsens terrasse. Partituret er gennemsigtigt med fine detaljer, f.eks en violinsolo, som ledsager en monolog hos prinsen.

• Jakob Wivel Børsen 11/05/00

  Hvem skulle have vidst, at musik kan være havfrueagtig?
  Men havfruer må have krav på havfruemusik, og det får de i operaen ”Den lille havfrue”. Blødt duvende som tangplanters bevægelser i vandet, henåndende i sin lethed, elegant i sine klanglige virkninger, men også med dramatisk pondus i sine mere rytmisk markante afsnit.[..]
  Og musikken? – den er helt regulært smuk, og ligefrem skriger på at blive hørt igen.

• Birgitte Grue BT 11/05/00

  Svend Hvidtfelt Nielsen har komponeret de knap to timers kontrastfyldte musik om den lille havfrue, der får ben, går i land og får hjertet knust.
  Splittelsen, længslen, utilfredsheden og tankeløsheden – det er der alt sammen i musikken, der har poesi og melankoli nok til, at det ville glæde gamle Andersen. Og dertil har musikken også sin helt egen moderne rastløshed.

• Thomas Michelsen Politiken 11/05/00

  Svend Hvidtfelt Nielsens musik er den røde tråd, der holder gennem hele forestillingen. I afvekslende flader koncentrere den sig både om klang, melodi og effekter. Dramatisk i den udvidede scene mellem havheksen og havfruen, til andre tider diskret i form af en enkelt strygerlinje eller to.

• Peter Johannes Erichsen Weekendavisen 11/05/00

  Musikken, fremført af Tamás Vetö og det 10 m/k store ensemble er både bedårende og bedrøvende. Den ligger næsten uænset i luften oppe på landjorden, men opleves som selve livets puls nede på havbunden. Deroppe bruges musikken som en handy selvfølge af de overfladiske mennesker, dernede erkendes den som en livsfornødenhed af den dybsindige havfrue.

Synops

1. Akt. (Scene 1) Da den lille havfrue fylder sytten år får hun af sin mormor samme gave som også hendes søstre har fået før hende, - lov til at komme op til overfladen og se menneskenes verden.
(Scene 2) Her ser hun prinsen som hun straks forelsker sig i. Og da prinsen under sin badning gribes af understrømmen redder hun ham. Prinsens bror ser hende redde prinsen og forelsker sig hovedkulds i havfruen.
(Scene 3) Tilbage i sit eget rige er havfruen ulykkelig over aldrig at kunne få sin drømmeprins. Havheksen kommer og tilbyder sin hjælp. Men prisen er stor: havfruen skal afgive sin stemme, og må dø hvis prinsen forelsker sig i en anden. Til gengæld vil hun da kunne synge igen… På slottet erklærer prinsen at han vil gifte sig med den kvinde, der reddede hans liv.

2. Akt (Scene 4)Havfruen kommer på land. Broderen sendes ned for at se hvem hun er, genkender hende straks, men fortæller intet til prinsen. Prinsen kommer til. Og havfruen og prinsen bliver et par. Broderen er ulykkelig og jaloux.
(Scene 5) Tiden går og prinsen trættes af havfruen. Han foreslår en fest til adspredelse. Til festen dukker uanmeldt en fremmed prinsesse op. Prinsen betages af hende og bilder sig ind, at netop hun reddede hans liv. Broderen oprøres over prinsens troløshed. Det kommer til konfrontation. Prinsen spørger nok engang broderen, hvem der reddede hans liv. Broderen giver intet svar. Prinsen trække sig tilbage med den nye prinsesse.
(Scene 6) Havfruen går sin undergang i møde. Broderen tilbyder havfruen sin støtte. Havfruen dør. Broderen er ulykkelig. Prinsen og den fremmede prinsesse er lykkelige.
SHN 2000

The Little Mermaid (1999-2000)

"The Little Mermaid"
A chamber opera in two Acts - freely after fairy tale of H.C:Andersen

Synops

The opera-version of the Little Mermaid follows the story of H.C.Andersen in most respects. One major change, however, has been made. The Prince has in the opera a brother. This brother sees the little mermaid rescue the Prince. But as the brother imeadeately falls in love with the mermaid, he will not tell the truth to the prince - who, by the way, in this version is not an alltogether nice person (he´s drinking, and is carelessly using all girls at hand...). So theres is now a central problem of conflicting interests. The prince can't understand why he shuold not think that the new princes, who makes her entrance at a party made to chaer up the bored prince, is really the girl who saved him. The brother can't baer to watch the prince neglect the mermaid. But neither can he give up the hope, that maybe this is his chance for having his love for this mystic girl returned. So - in the end, the mermaid dies, the brother cries, and the prince and his princess lives happily ever after.
SHN 2008