"Lænker" (2015)

Anmeldelser

Thomas Michelsen – Politiken 29/08/16


Lænker

Nyskrevet dansk opera er ikke kun for kendere og bør få et bredt publikum

En ung mand er lænket til et træ. Træet står i hans bedstemors have, og handlingen i den nye danske opera 'Lænker' er i sit udgangspunkt inspireret af en virkelig hændelse, som indtraf, da politiet i Venezuela i midten af 1980'erne befriede en 21-årig mand, der havde været lænket på denne måde næsten hele sit liv. Via romanen 'Papaya-passionen' af den danske forfatter og dramatiker med mere Sanne Bjerg er historien om den lænkede unge mand vandret op på operascenen, hvor den i weekenden havde urpremiere, og resultatet er blevet et nyt musikdramatisk værk med stærke symbolske elementer. I operaen hedder den unge mand Adam. Hans ven er håndværkeren Noah, der går til hånde hos hans bedstemor, og da en ung kvinde i skikkelse af Noahs datter kommer ind i Adams liv, får vi at vide, hun hedder Eva. Adam og Eva taler sammen i haven. Synger først forsigtigt. Så passioneret. Forelsker sig. Melodierne er enkle, som melodier fra en musical, og tonaliteten blomstrer. Men der er også mere komplekse lag i nodebilledet - og hvor ligger i grunden paradisets have? Adams bedstemor har i sin tid mistet sin søn, der stak af for at leve sit eget liv. Et svigt set med bedstemoderens øjne. Derfor holder hun på sit barnebarn, som hun mener er særligt udvalgt til at opfylde en profeti, hun igen og igen vender tilbage til med den samme dystre musikalske vending. Men er det lykken at være så elsket, at éns bedstemor ikke vil give slip på én, selv om man er blevet gammel nok til at barbere sig og få en kæreste? Opfølgning på en succes Svend Hvidtfelt Nielsen har komponeret 'Lænker' i samarbejde med sangeren Jens Krogsgaard, der har fået ideen, skrevet teksten sammen med komponisten og instrueret forestillingen på det lille Helsingør Theater i Den Gamle By i Aarhus, hvor den spiller i denne uge. Resultatet er blevet en slags eventyrfortælling om kærlighed. Sætter den os fri, eller holder den os lænket? Og hvorfor synes Eva, at Adam er mindre interessant, da han endelig bryder lænken og er klar til at erobre verden sammen med hende? Det står lidt diffust i en handling, der ellers ved hjælp af musikalske ledetråde får givet operaens fem personer krop og betydning. Både på det symbolske og det menneskelige plan. I rollen som den unge mand er tenoren Valdemar Villadsen godt castet. Selv om han ved premieren kæmpede med et halsonde, formidlede han med sit fint afpassede kropslige skuespil den sårbarhed og ærlighed, men også den trods, hvormed Adam i sin vanskelige position må nøjes med at drømme om den store verden, han læser om i bøger, men ikke kan få at se i virkeligheden. Ulla Kudsk Jensen fik den strenge og formentlig demente bedstemor, der med utilgivelig egoisme dominerer sit barnebarn, til at stå lige så skarpt, mens mezzosopranen Stina Schmidt efter sin stærke præstation i den Reumert-belønnede 'Andre bygninger' på Den Fynske Opera sidste år virkede næsten for overvældende. En forførerisk kliché i rødt, der som menneske endnu ikke har fået styr på sig selv. Med 'Lænker' følger Svend Hvidtfelt Nielsen op på en ti år gammel succes på Aarhus Sommeropera. Dengang blev hans kammeropera 'Edens gave' rost for sin smidige neobarokke tone. Denne gang kredser komponisten om en ny paradisfortælling med arier, duetter og ensembler for solisterne, og han lader det kun 11 mand store orkester arbejde med fine klangfarvevirkninger. Meget lykkedes i orkestergraven ved premieren, mens andet trængte til finpudsning. Herunder ouverturen, der med fokus på bare en enkelt tone bruger raffinerede rytmiske forskydninger som virkemiddel. Med sin klare farvesymbolik og sin scenografi, der i solnedgangsrødt lader en bro pege ud mod horisonten og friheden, er forestillingen sikkert eksekveret. Så kan man leve med, at librettoen akkurat til slut, hvor den umodne Eva bliver usikker og bare vil have sin far, reducerer hende til en dramaturgisk nødløsning, som skal sikre, at Adam ender med at stå alene. Ansigt til ansigt med friheden som en næsten uoverskuelig udfordring. Med 'Lænker' slår Svend Hvidtfelt Nielsen fast, at han kan skrive til både kendere og liebhavere. Og så gør tenoren Jens Krogsgaard det med denne forestilling krystalklart, at han kan instruere. Mere end bare nødtørftigt. Det må han gerne fortsætte med, ligesom Aarhus Sommeropera godt må arbejde på at få forestillinger som denne spillet andre steder end blot i Den Gamle By. Operafestivaler og mindre scener andre steder i landet kunne gøres til samarbejdspartnere, så flere fik glæde af de nye danske kammeroperaer, det lille kompagni bringer til verden.



Tilbage
• Ole Straarup - Aarhus Stiftstidende 29/08/16
  

  Forventningens glæde er den største

  Vellykket ny dansk opera om en Adam i lænker og hans længsler

  Da Adam endelig er fri for sine lænker, og verden sådan set ligger ham åben, tvivler han alligevel. Der forlader vi ham ved slutningen af Svend Hvidtfelt Nielsens nye opera, men han husker, hvad bedstemoderen sagde dagen før: "Engang skal du udleve alle dine drømme, men forventningens glæde er den største". Sagt af den bedstemor, som har holdt ham lænket til et træ, siden han var barn: I hendes forvirrede forestillingsverden skal han indfri en profeti, som ingen længere rigtig ved, hvad går ud på. I denne groteske historie er alt vendt på hovedet og er - nok ganske ufrivilligt - i tråd med årets festuge-tema. Adam ser næsten sig selv som værende i paradis midt i sit fangenskab. Han elsker sin bedstemor trods hendes umenneskelige holden ham fast i et isoleret helvede. Hans ven Noah er både handyman for bedstemoderen og bogbringer og kontakt til den ydre verden for Adam, men redder ham ikke ud som på arken. Byens præst er en ukristelig kamæleon, som lader uhyrlighederne passere for at tækkes den velhavende bedstemor. Og Eva, ja Eva, Noahs datter, flirter og forjætter, men trækker sig da det gælder, og presset fra det lille samfund bliver for stærkt. Tolkningsmulighederne er legio - i forhold til menneskelivet, kærlighedslivet, samfundslivet. Komponisten Svend Hvidtfelt Nielsen og instruktøren Jens Krogsgaard har i fælleskab skrevet librettoen ud fra Sanne Bjergs roman "Papaya-passionen" og har - i fællesskab kreeret en både spændende og vedkommende forestilling. Komponisten forklarer i en programartikel sine valg af musikalske intervaller til beskrivelse af operaens karakterer. Interessant, men noget teknisk. Smukt og spændende Mere interessant er, at han samlet formår at skrive en både vedkommende og bevægende musik, der i et moderat moderne tonesprog rammer såvel de nære som de overordnede spørgsmål, og som ganske uden vrængen går ind i operagenrens konventioner og følelesesmæssige muligheder på udtrykssiden. Et smukt og spændende partitur. De medvirkende sangere dækker deres roller og positioner i den groteske fortælling på fortrinlig vis. Som Adam er Valdemar Villadsen både rørende, forundret, stærk og usikker - og stemmemæssigt helt rigtig i rollen. Ulla Kudsk Jensen er både kærlig og beregnende som bedstemoderen med den uklare og forkvaklende profetis drivkraft - og med fuldstændig styr på den sleske præst. Han spilles og synges overbevisende af Jesper Mikkelsen, der ser store forretningsmuligheder i Adam, da bedstemoderen endelig er død. Noah er sympatisk solid, men også han afhængig af den gamle dame - sunget og spillet med sikker karakter af Jens Bruno Hansen. Datteren Eva, som kunne være et godt parti for Adam, sættes både med sødme og temperament i scene af den velsyngende Stina Schmidt, også i hendes dramatiske opgør med den sleske præst. I orkestergraven spiller det fortrinlige Randers Kammerorkester under sikker ledelse af David Riddell. Alt er ved det kendte fra den front - af høj kvalitet, altså. Karin Seisbøll tegner med enkle midler i overvejende sort og hvid selve miljøet, men supplerer personerne med klare signalfarver. Gæt selv, hvem der er sort(e). Handy-Noah er blå, og ja, Evas kjole er rød, mens Adam til sidst supplerer sit hvide kostume fra den lukkede med en grøn jakke. Håbet anes, da friheden truer. Lidt for tydeligt? Såmænd ikke. Samlet er forestillingen både tankevækkende og underholdende, til smil, tårer og gru. Alene af den grund skal man da gå i Helsingør Theater - til fin musik og sang.
  Ole Straarup

  
  
  Tilbage

  ---