Str.-4-tet, pno., 2 perc./ Dur. ca. 20 min./ Uropført på Det Jydske Musikkonservatoriumrvatorium 18/11/91 af Kontrakvartetten, Rosalin Bevan, Gert Sørensen og Tom Nybye/ EWH

Anmeldelser

• Jens Andersen Fyns Stiftstidende 21/11/91

  Langt mere overbevisende virkede koncertens sidste værk "Syngende drømmene.." hvor alle syv medvirkende vævede et tyve minutter langt drømmetæppe, der var så fantasifuldt instrumenteret, at kedsomheden på intet tidspunkt lurede. Programmet havde "lovet" os en ren lykkedrøm, men man overraskedes alligevel undervejs af en episode af så hidsig karakter, at der blev tale om et mareridt: Efter nogle minutters svævende klange, der kunne opleves som en art sfærernes musik, tog lilletrommen pludselig fat med hårde kantede rytmer og skabte en forfærdelig uro (man mindes trommen i Carl Nielsens Femte), men snart var det ovre, og indledningens idylliske tertsinterval var alene tilbage.

• Jan Jacoby Politiken 28/11/91

..aftenens mest konsekvent lyriske stykker, 'Nachtspiel' for klavertrio og slagtøj og 'Syngende drømmene..' for klaverkvintet og slagtøj, også var de mest afbalancerede. Særlig sidstnævte, der var en uropførelse, udmærkede sig ved hørbar stoflig koncentration.

• Eva Hvidt Kristeligt Dagblad 28/11/91

Aftenens sidste og gode værk, "Syngende drømmene.." skrevet for koncertens samlede og velspillende besætning, omtalte komponisten i programmet som en etude i længde og tysthed. Her befandt man sig i en smuk og spændende klangverden, hvor de forskellige instrumenters lydbillede var tilnærmet hinanden. Det var musik, der åbnede for en behagelig mediterende og rolig oplevelse.

Tilbage
• Steen Chr. Steensen Berlingske Tidende 28/11/91

Til gengæld var materialet ved at blive slidt op i "Syngende drømmene.." [..]Her blev det meditaive for dominerende og ikke mødt af den materialets modstand, som ellers præger Svend Hvidtfelt Nielsens værker.

• Bo Rasmussen Information 28/11/91

Intuition og instinkt må også have spillet ham et puds da han affattede og strukturerede "Syngende drømmene.." en "etude i længde og tysthed". Det er tilstandsmusik, der betjener sig af rytmiske og melodiske moduler, der over tre lange stræk varieres uendeligt langsomt. Det slemme er ikke, at ideen før er realiseret, ej heller virkeliggørelsens udstrækning, men at konstellationen af instrumenter er så uoverraskende udnyttet, og at spændingen, der trods alt opbygges, udløses i noget så fadt, som tilfældet er. Det forekommer mig at processerne i denne tystheds rum og tid har svigtet noget fundamentalt: At fascinere lytteren og at undgå det alt for forudsigelige.

Tilbage



---

Programnote

Syngende drømmene er næsten en etude i længde og tysthed. Musikkens flydende drømmeverden er baseret på et gitter af tonerepetitioner af forskellig varighed. Udaf dette gitters hentes melodier og ud af dets stadig større bølger af polyrytmik skabes også formled. Der er faktisk tre kæmpebølger af hver 210 takters længde (plus en coda). Det er en musik, der forandrer sig ustandseligt uden at komme nogen vejne, bundet ind som det er i tonegitteret, der udgøres af melodistumpernes atomare bevægelser.
SHN 1991

Singing the Dreams

Premiered 18/11/91

Programnote

An etude in silence and length. The floating dreamworld of the piece is based on a matrix of repeted two- or thre-tone melodies ones made up of movements in different durations [3,5,7,11,13,17,19]. Out of this matrix new melodies are woven. And out of the giant polyrythms this matrix creates also formal patterns evolves. It's a constantly changing music, that moves nowhere.
SHN 1991