Jakob Levinsen – Berlingske Tidende 20/06/01
”Når Hvidtfelt Nielsens værk i dén grad kommer som en befrielse og opløftelse, ligger det i, at han [..] for alvor tør hæve sig op over det lidt for elskværdigt samtalende.
Men det er altså navnlig Hvidtfelt Nielsens værk, der byder både lytteren og kvartetten på udfordringer, og det klæder de ellers så udsøgt velspillende musikere. For i ”While Angels Sleep” skal der for én gangs skyld blæses igennm, sin steder også ganske heftigt og upoleret, med slagtøjet til både at piske stemningen op generelt og skabe et selvstændigt modbillede til saxofonlyden”.
Jørgen Lekfeldt Dansk Musik Tidsskrift nr. 3 2001-2002
Endelig eksploderer Svend Hvidtfelt Nielsens While Angels Sleep (idiomatisk engelsk !) i et kaos af slagtøj og skrigende saxofoner, som efter at være faldet til ro starter forfra. Man fristes til igen at tænke på fugleflokke, denne gang ikke drømmende - så skulle der da være tale om et mareridt! Og værket fortsætter på tilsvarende vis med pulserende eksplosioner og skrig. Jagtsæsonen, som nu er gået ind? Eller er det ikke snarere krig med bomber og sirenehyl - associationerne er mange, og de er ikke behagelige. Men det bliver ikke ved: Midtvejs kommer helt æterisk svævende metalklange i den tyndest tænkelige sats, som langsomt fortættes i nye klingende teksturer uden nogen sinde at hæve sig over pp-niveau.
Satsen hæver sig således fra det fysisk hårdtslående til en virkningsfuld kontrast hertil. Musikalsk set er effekten stærk. Og værket har også her en umiddelbar dramatisk appel, som er en invitation til billeddannelse: Er freden det himmelske, som omsider manifesterer sig efter krigens rædsler, hvor englene sov - eller lige modsat: Døden under en himmel, som lukker sig endegyldigt, fordi "eng-lene sover" er et billede på opstandelseshåbet som værende en illusion?
En musikalsk altertavle? Et billede af krigens gru? Eller noget helt andet? Under alle omstændigheder insisterer værket ligesom titlen nærmest på at blive tolket. While Angels Sleep er så afgjort hovedværket på denne cd.
Tilbage
Programnote
Det kunne have heddet "Sarajevo" eller "Palæstina" eller "World Trade Center". Det er en ekstrem musik der i sit udtryk rækker fra skrigende frustration til stum indadvendthed.
Værket er todelt med en slagtøjskadence midtvejs. Den sidste tyste musik er en fuga over et tema fra første delen. Temaets intervaller er dog nu halveret, hvilket resulterer i en musik fyldt med kvarttoneintervaller. Det er dog ikke kun til sidst kvarttonerne dukker op. De har været i musikken fra starten som et konstituerende element i indledningsskriget.
Svend Hvidtfelt Nielsen 1999-08
Tilbage
| |